Otte ud af ti glemmer at lukke for vandet før ferien

82 procent af danskerne lukker ikke for vandet i hjemmet, når de tager på ferie eller er bortrejst i længere tid. Det viser en ny undersøgelse foretaget for Gjensidige og TEKNIQ.
Hvis et vandrør springer, eller en installation bliver utæt, kan en vandskade hurtigt udvikle sig, når ingen er hjemme til at opdage den. Derfor opfordrer Gjensidige boligejere til at lukke for hovedhanen, inden de tager afsted.
"Det tager kun et kort øjeblik at lukke for hovedhanen, men det kan gøre en stor forskel, hvis uheldet er ude, mens huset står tomt. Derudover er det altid en god idé, hvis man er bortrejst i længere tid, at få familie, venner eller naboer til at tjekke boligen og sikre sig, at alt er, som det skal være," siger Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige.
TEKNIQ peger samtidig på, at tekniske løsninger som vandstopventiler og alarmer kan være med til at begrænse skader.
"Man kan for eksempel få installeret en vandstopventil, der automatisk lukker for vandet, hvis der opstår en utæthed. Derudover kan en alarm på vandsystemet registrere uregelmæssigt vandforbrug, så man hurtigt bliver gjort opmærksom på, hvis noget ikke er, som det skal være," siger Birger Tannebæk Christiansen, teknisk konsulent i TEKNIQ.
Faktaboks
- 82 procent af danskerne lukker ikke for vandet ved længere fravær.
- Undersøgelsen er gennemført blandt 977 respondenter i juni 2026 af YouGov for Gjensidige og TEKNIQ.
- Et sprunget rør eller en utæt installation kan forårsage store vandskader.
- Gjensidige anbefaler at lukke for hovedhanen inden ferien.
- Vandstopventiler og vandalarmer kan forebygge eller begrænse vandskader.
- Det anbefales ikke at slukke for strøm eller ventilation, når boligen forlades i længere tid.






Accepter kun nødvendige cookies